Pressemeddelse


Dragør kirkes Ungdomskor blev stiftet i 1983 af kirkens organist, Morten Hinz.
Koret består af 25 unge sangere mellem 13 og 26 år. Siden 1996 har koret været et blandet kor, idet fire unge herrer med et godt øje til nogle af korets piger dengang invaderede koret. Siden er herregruppen vokset betydeligt.

Korets medlemmer rekrutteres hovedsagelig fra Dragør kirkes Børnekor, som ligeledes har 25 medlemmer. Sammen med kirkens voksenkor synger Ungdomskoret ved gudstjenesterne i Dragør kirke ca. en gang om måneden. Desuden giver koret et stigende antal koncerter. På de årlige korrejser er ungdomskoret kommet rundt i store dele af landet, bl.a. Sønderjylland, Bornholm, det Sydfynske øhav samt Møn og Lolland-Falster. I 2003 var ungdomskoret på sin første udlandsrejse, som gik til London, hvor de bl.a. sang i Den Danske Kirke. Overalt er koret blevet modtaget med begejstring og er især blevet fremhævet for deres klangskønhed, entusiasme og seriøse optræden.

Korets repertoire tager sit udgangspunkt i den klassiske kirkemusik med værker af bl.a. Bach, Couperin, Mozart, Schubert, og César Franck samt ny dansk musik. Men koret tager også afstikkere til det rytmiske, bl.a. deltager man jævnligt i gospel-festivals. Ungdomskoret udgav i julen 2001 sin første CD med klassisk kirkemusik.

Korets dirigent, Morten Hinz, født 1946, har været organist ved Dragør kirke siden 1978. Han har været og er primus motor i opbygningen og driften i den lille havnebys tre kirkekor. Morten Hinz tog kirkemusikalsk diplomeksamen i 1981, men var allerede på det tidspunkt en erfaren kordirigent med talrige korprojekter bag sig. Det var således Morten Hinz, der i 1980 stiftede kammerkoret Terpsichore og senere Stanfordkoret med speciale i engelsk kirkemusik. Desuden var han i en årrække kredsformand i kororganisationen Folkekirkens Ungdomskor.